SustainSolutions bakker op om den ambitiøse grønne retning og ønsket om at private aktører bidrager med at finansiere og realisere de grønne ambitioner hos de almene boligforeninger.   



Foto: Boligselskabet Sjælland

I dag har forligskredsen fremlagt en ny boligaftale for 2021-2026. En historisk grøn boligaftale, som bl.a. byder på grønne screeninger af projekter i Landsbyggefonden samt en grøn garantiordning. En ordning, der skal sikre en udbredelse af privatbaserede ESCO-projekter i den almene sektor og dermed sikrer, at alle rentable energiprojekter realiseres til gavn for klimaet og uden risiko for beboerne.

”Jeg er meget glad for resultatet af forhandlingerne. Partierne bag aftalen har taget første skridt i en ambitiøs grøn retning til glæde for klimaet og beboerne. Der er et investeringsbehov i energieffektive løsninger på mellem 15-20 mia. kr. i den almene sektor og vi er glade for at de private aktører er blevet skrevet ind og får mulighed for at bidrage til at løfte dette vigtige område. Det håber vi også kommer til at afspejle sig, når det kommer til kommunerne.” siger Christian Niepoort, adm. direktør i SustainSolutions.

At sikre de private aktørers rolle i de almene grønne renoveringer har været et fokus hos Konservative:

”Vi er glade for at få de 18,4 milliarder kroner ud og arbejde. Til gavn for lejerne – og for at sikre arbejdspladser. Meget vigtigt i den krisetid, dansk økonomi står i. Med aftalen vil pengene også komme klimaet til gavn, og det har været en topprioritet for Det Konservative Folkeparti. Vi har sikret, at grønne private aktører kommer til at spille en afgørende rolle i boligaftalen, så det samlede beløb til energirenoveringer bliver langt større end ellers, udtaler boligordfører Mona Juul (K) og klimaordfører Mette Abildgaard (K).

Stort behov for private aktører og institutionelle investorer

Landsbyggefonden får afsat 30 mia. kr. i renoveringsramme i perioden 2021-2026. Midlerne fordeles således: 12,0 mia. kr. fremrykkes til 2020 til afvikling af ventelisten, 6,4 mia. kr. i 2021 til afvikling af ventelisten, 745 mio. kr. i 2021 og 2.200 mio. kr. i hvert af årene 2022-2026.

Christian Niepoort bemærker, at der kommer til at være et stort behov for finansiering fra de grønne fonde, for at kunne komme i mål med de ambitiøse grønne planer og fortsætter:

”Vi er rigtig glade for, at parterne er enige om, at udformningen af den grønne garanti skal ske med inddragelse af relevante private aktører for at sikre en garantiordning, der på sigt kan blive en del af almene boligafdelingers finansieringsmodel. De private aktører har opbygget sig en årevis lang erfaring inden for at gennemføre og finansiere rentable grønne projekter.” fortæller han.

Grønne screeninger og finansiering

SustainSolutions tilbyder at energiscreene, rådgive, finansiere og udføre grønne projekter ved at tage totalentreprenør ansvar samt at stå for hele processen fra A-Z.

Klaus Gadeberg, teknisk chef i SustainSolutions forventer, at boligaftalen kommer til at skabe et stort tryk på projekterne og i særdeles på energiscreeningerne til en start og fortsætter:

”Vi har stor erfaring med energiscreeninger og den efterfølgende eksekvering af renoveringerne. Vores tilgang til en energiscreening er anderledes end de fleste andres, fordi vi er vant til at screeningerne fører til reelle projekter, hvor vi selv skal stå på mål for besparelserne. Screeningerne er et stærkt voksende område for os og er specielt efterspurgt i den almene sektor. Vi glæder os til at tage imod flere af de almene boligforeninger og hjælpe dem godt og hurtigt i mål med deres grønne ambitioner.” fortæller Klaus Gadeberg, teknisk chef hos SustainSolutions.

Læs hele boligaftalen her >

Yderligere information

Sophie Graabirk, kommunikations og politisk ansvarlig, SustainSolutions, 26 14 87 45,  sgr@sustainsolutions.dk